I 2006 blev jeg nysgerrig.

Jeg blev nysgerrig på noget fra min barndom.

Noget jeg ikke mente, der vedkom mig, men som bare var i vejen.

“Ikke røre” sagde min morfar, når jeg mod hans vilje på listefødder som 5 årig begav mig ind i hans atelier for at pille ved det enormt dragende bladguld, han brugte til de hjemmelavede rammer om hans olieportrætter af byens personligheder.

“Ikke røre lille Lotte” når jeg alligevel havde sneget mig ind til vandglasset ved landskabs-akvarellerne og mente, at jeg lige ville hjælpe ham lidt, mens han sov til middag.

“Nu må du være stille” har jeg hørt alt for tit, når jeg en sjælden gang skulle passes af morfar og syntes, at vi skulle lege, synge og danse eller gå tur - alt imens han bare hellere ville male sine dumme malerier, fordi en kunde ventede på sin bestilling.

Det værste var dog, da min mor ønskede rækken af sine børns portrætter fuldendt og turen var kommet til lillesøster Lotte, som blev iklædt matrostøj af kradsende materiale, og jeg som model skulle sidde ubevægelig og glo på et focuspunkt i ualmindelig laaaaaaang tid…

Når min mor tog sine døtre med til København i sommerferierne, frygtede jeg altid hendes forslag om besøg på de utallige kunstmuseer, hvor man også skulle være stille og bare gå og glo. Glo på fremmede menneskers ligegyldige heltvildt anerkendte billeder, skulpturer eller arkitektur. Kors hvor jeg kedede mig i København…

I 2006 fik jeg så endelig den idé, at jeg ville udforske, hvad der nu så lige skulle være så pokkers interessant i billedkunstens verden.

Hvad var det min morfar brændte for?

Hvorfor vrimler folk nysgerrigt og frivilligt ind på museer?

Hvordan kan det lade sig gøre, at der er så mange meninger om, hvad kunst er?

Jeg blev nysgerrig og krydsede dørtrinnet til kunstens verden.

Et hold for absolut nybegyndere på VUC og en sprudlende nyuddannet billedkunstlærer accelererede min motivation. Begejstret gik jeg i gang med min egen produktion…

Lamslået og chokeret blev jeg hurtigt. Det var jo ikke bare sådan lige til at skabe et billed, der gav nogen mening.

Dyb respekt indtog sig hurtigt for min længe afdøde morfars værker, der hænger lystigt overalt i min mors hjem. Jeg gik på opdagelse i hans værker - begyndte frivilligt at glo og undres, gloede igen og undredes endnu mere..

Jeg smiler ved tanken - tænk sig at det skulle overgå mig…

Billedkunsten er ikke længere i vejen.

Billedkunsten er blevet en magnet.

En magnet der drager mig til at lege med farveladen, fordybe mig og forsvinde i lærredet.

Farver er følelser, og det er følelserne der komponerer mine billeder.

Jeg savner min morfar, ærgerligt at han døde, da jeg var 11 år - sikke mange guldkorn jeg ville kunne slikke i mig, hvis jeg havde haft malermesteren ved min side.

Bare jeg dog havde været motiveret som 5 årig…

Når jeg engang får børnebørn, vil jeg også male portrætter af dem Smiler

Æret være min morfars minde…

 

 

 

Axel Wammen, Nyborg, 1900-1978
Selvportræt 1926

Her er så Lottepigen iført matrostøj og tålmodig mine Smiler