20-10-2015

Fantastisk inspiration fra et hul i jorden:

Det er fantastisk, som man kan blive inspireret af et hul i jorden.
Et hul, hvor der engang var en masse grus, ler og sten. Et hul med levninger fra en svunden tid, hvor lyset brød frem og smeltede isen. Jeg har været ude i en grusgrav for at tegne skitser. Den ene dag i sol og næste dag i tåge. Disse dage med hurtige skitser gav næring til min fantasi.
En fantasi om dengang for vildt mange år siden, hvor istidens is begyndte at smelte, da lyset brød frem. Varmen bredte sig og vandet begyndte at fosse. Øer opstod og havet begyndte at skille land. Som en kærlighedsbrusen i slowmotion, der skyller gennem de elskendes indre, og en voldsom rislen løber gennem de sitrende kroppe.
Her på sydfyn har vi mange grusgrave, og jeg bor selv i det område, som geologerne kalder Issøen. Her er ikke længere hverken vand eller sø, men de sydfynske alpers højdedrag vidner om, at bølgerne har gået højt engang.
De dage i grusgraven med blok, pastelkridt og minutur fik mig til at føle mig meget lille. At betragte de store skråninger, hvor de store gravemaskiner langsomt har fjernet indholdet. Det fik mig til at mærke en svunden tid i det store univers. Fik mig til at forstå, at vi kun er her på jorden i en brøkdel af universets uendelige evighed.
Kærligheden kan nogen gange få tiden til at stå stille, og længslen efter næste stævnemøde kan få tiden til at gå enormt langsomt. Det er sjovt, at tiden er et begreb med elasticitet.
Jeg fik tegnet mange skitser og tænkt mange tanker i den grusgrav. Og det har resulteret i et helt nyt tema om liv og død og forgængelighed.
Vi er alle en del af jordens børn. Vi er alle født og skal alle dø.
Så derfor hedder min nye serie med inspiration fra dette fantastiske hul i jorden:
"Af jord er vi kommet..."